REMONDIS i Maribo

Remondis Maribo og containerne.
REMONDIS Victor Kolbyes Vej 5 Klik på foto for at se en større udgave

REMONDIS i Maribo. Nærmere betegnet på Victor Kolbyes Vej 5. REFA’s samarbejdspartner, REMONDIS er flyttet fra Banegårdspladsen 7 ( Maribo ) til Victor Kolbyes Vej 5. Denne adresse ejes af Birket Autotransport ApS. Skødet til selskabet, CVR-nummer 81 83 58 10, den 18. december 1998 ( iflg. opslag på www.tinglysning.dk den 05.08.2025 )

Remondis Maribo. Denne flytning har jeg ikke været vidende om. Og behøver det sådan set heller ikke. Da de første containere ankom til adressen, var min første tanke : “Det er noget transport, som vor nabo skal udføre for REFA“.

Men nej. Containerne, store som små, blev opbevaret og vasket på adressen. Vasket på den vaskeplads der “i sin tid” blev etableret til afvaskning af betontromler efter udkørsel for firmaet M-Beton ( M-Beton var et I/S mellem NYBETON og Entreprenør Poul Christensen, Maribo ).

M-Beton var et særdeles aktivt firma med ca. 10 medarbejder, da jeg flyttede ind på værkstedet på adressen Victor Kolbyes Vej 9 i september 1979.

Netop vask på den nordlige del af grunden har undret mig. Vask sker med højtryk uden afskærmning . Altså frit over til os. Når kunden afhenter en bil efter reparation / rustbeskyttelse hos os, kræver det ofte en orientering om det udførte. En orientering der bedst sker ved at vi er nær kundens bil. Ved denne kundekontakt sker det at vi står midt i en vandtåge. Vi må derfor finde et andet sted at tale færdig.

I min daværende miljøgodkendelse står tydeligt at udendørs vask ikke må ske uden afskærmning på 3 sider. Af denne grund har jeg forsøgt at få viden om under hvilke forudsætninger / miljøgodkendelser firmaet på adressen drives. Første gang i Bangs Have Pavillonen, hvor jeg havde et indlæg om det at drive mindre virksomhed i Lolland Kommune. Her var Lolland Kommunes øverste ledelse på det tekniske område til stede, og jeg spurgte / viste problemstillingen. Uden resultat.

Hver gang jeg har været i kontakt med Lolland Kommunes udsendte ved miljøtilsyn og andet, har jeg igen og igen forespurgt om det samme : “Drives firmaet på Victor Kolbyes Vej 5 efter autoværkstedsbekendtgørelsen ( der er autoværksted på adressen ), eller findes der en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 ?”.

Intet svar. I referat fra seneste miljøtilsyn hos os står dog at det er henstillet til Birket Autotransport ApS at tage hensyn til vandsprøjt mod vort område. Det er ikke nok. Og slet ikke nu hvor adressen har fået en ekstra bruger.

REMONDIS Maribo. Nu vaskes der både brugte containere i vekslende størrelser og skraldebiler ( renovationsbiler ). Vask af skraldebilers “sammenpresnings-maskine”.

Hvad indeholder vandtågen ?

Jeg er ikke biolog. Ej heller kemiker. Men almindelig viden fortæller mig at det sikkert ikke er noget man bør indtage. Indtage – hverken i små eller store mængder. Det er vi bare “pisket” til, når vi færdes på vor egen grund.

Efter min bedste overbevisning og almen viden om arbejdsmiljø, skal det beskrevne arbejde foregå indendørs. Indendørs med udsugning, og et afkast på mindst 8 m ( på grund af Davidoff Maskinfabriks bygningshøjde ).

Men hvorfor foregår det udendørs uden afskærmning ?

Meget simpelt. Såvel REMONDIS som Birket Autotransport ApS er i miljømæssig forstand klassificeret som en “H51 virksomhed”. Teksten til en H51 virksomhed er som følger : “Garageanlæg og pladser til kørende materil i et antal af 3 eller derover i forbindelse med entreprenør- eller vognmandsvirksomhed, herunder endestationer ( for mere end én linje ), terminaler og remiser for busser. Redningsstationer.”.

End ikke med ( meget ) god vilje kan hverken REMONDIS eller Birket Autotransport ApS kaldes “et garageanlæg..”. For begge virksomhederes vedkommende står biler udendørs. For Birket Autotransport ApS‘s vedkommende drives også autoværksted på adressen. Det sidste er naturligvis en påstand, men autogrossisterne Au2parts og Refako besøger med jævne mellemrum adressen. Det sker næppe for at hente et par skovfulde muldjord.

Hvorfor denne klassificering ? Fordi en smart anmelder og / eller sagsbehandler har brugt denne mulighed. Smart ? Ja. Så kan begge virksomheder “flyve trygt under radaren”.

Birket Autotransport ApS har den 07. juni 2019 haft miljøtilsyn. Ved dette tilsyn er der ført tilsyn med “Drift, Oplag, Produkter, Affald, Vaskeplads, Olietanke, Værksted, Spildevand”. Interessant er det dog også at der blandt punkterne står “Anmelde sig som autoværksted”. Klik   her   for at se rapport fra miljøtilsynet.

Birket Autotransport ApS har igen den 24. juni 2021 haft miljøtilsyn. Ved dette miljøtilsyn er “autoværksted” ikke nævnt. Virksomheden er stadig klassificeret som en H51 virksomhed, og der har ingen bemærkninger været ved dette tilsyn. 3 måneder efter dette tilsyn havde vi hos Jørns Auto miljøtilsyn. Her blev ( igen ) spurgt til miljøgodkendelser på Victor Kolbyes Vej 5, men miljømedarbejderen havde ( igen ) ingen viden herom. Se en oversigt fra tilsynet ved at klikke   her

REMONDIS Maribo.

REMONDIS Maribo ( dengang på Banegårdspladsen 7 ) har den 02. juni 2022 haft miljøtilsyn. Punkter der er ført tilsyn med : “Plads til renovationsbiler og komprimatorbiler, Affald, Brændstof, olie og kemikalier, Vask af biler”. Oversigt fra dette tilsyn kan ses ved at klikke   her   Bemærk, som ovenfor beskrevet, at virksomheden er klassificeret som “garageanlæg”.

Vask af biler ? Det undrer mig at sagsbehandleren ikke har undret sig. Undret sig over at vask af en renovationsbil ikke er som vask af overfladen på én, skal vi kalde det “almindelig bil”.

Nu er problemet så flyttet ud til Victor Kolbyes Vej. Og til os.

Om det blot er en tilfældighed eller… ? Omkring Sankt Hans i år, hvor nævnte vask af containere var på sit højeste, havde Laila ( min kone ), Hanno ( kompagnon ) og jeg influenza – lignende symptomer. Jeg ved af ( bitter ) erfaring hvad håndtering af affald i sommertiden giver af bivirkninger. For mit vedkommende var det udkørsel af flis i en juli måned. Flis der havde ligget et stykke tid og “gæret”.

Jeg har været nødt til at rette henvendelse til Lolland Kommunes teknikmyndighed for at få afklaret om arbejdet på Victor Kolbyes Vej 5 er i tråd med Lolland Kommunes værdisæt.

Du vil sikkert sige : “Hvorfor henvender du sig ikke i stedet til den / de virksomheder på adressen ?”

Jørn : “Det kan jeg ikke. Jeg ved jo ikke om firmaet / firmaerne har tilladelse i miljømæssig henseende til at udføre det som bliver praktiseret”.

Jeg ved jo af erfaring at store firmaer har en helt anden tilgang til offentlige myndigheder end vi små “bolsjebutikker”. Lighed for loven ? Søg under “Der var en gang”.

Det er meget mod min indstilling at kontakte offentlige myndigheder med en forespørgsel som den ovenfor nævnte. Jeg forventer, som noget helt naturligt, at der “ude i samfundet” er styr på virksomhedsdriften. Specielt for sådan en virksomhed som REMONDIS. på sitet www.remondisdanmark.dk slynges der rundt med fine ord, bl.a. “Miljøbevidst og professionel miljøhåndtering“. Klik  her for at se området omkring virksomheden fredag den 20. juni 2025. Ja, hvis dette er professionelt, så vil jeg nødig se hvordan en amatør bærer sig ad.

I forhold til fotoet øverst på denne side er der nu ankommet flere containere. Disse er placeret ud mod Victor Kolbyes Vej. Ikke tomme containere, men overfyldte containere. Victor Kolbyes 5 er ikke en station for vask og ombytning af “skraldespande” og affaldscontainere. Det er blevet en regulær oplagringsplads for skrald. En regulær losseplads.

Vi ( JAU2 A/S – Jørns Auto ) er her medio 2025 i en overdragelses – situation. Hanno har købt halvdelen af driftsselskabet, og skal købe såvel bygning som resten af JAU2 A/S snarest.

Jeg er nok ikke direkte sortseer, mere “realist”. Noget har sagt mig at sandsynligheden for at der kommer “noget i vejen” er til stede.

Men at det skulle være en multinational koncern med en kæmpe egenkapital. En multinational koncern støttet af vort lokale affalds – selskab, REFA. Det havde jeg ikke drømt om. REFA, et selskab, der udadtil viser at det kører på dydens smalle sti ( og der kan ikke bakkes ).

Der er nødt til at have været nogle forvarsler omkring REMONDIS‘s forvaltning af “Miljøbevidst og professionel affaldshåndtering”. Alt andet er utopi.

Hva’ gør vi nu lille du ? Jeg ved det ikke. Jeg er helt tom for muligheder. Men én ting er helt klar : “VI kan ikke drive vor virksomhed som nærmeste nabo til en selvbestaltet losseplads”.

Ovenfor er link til forskellige “dokumenter”. Disse er offentlig tilgængelige bl.a. som download fra Miljøstyrelsens Digitale Administration. Af denne grund er disse ikke password – beskyttede.

Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen
Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9, 4930 Maribo.

REMONDIS Maribo. Se min første beskrivelse af  REMONDIS Maribo ved at klikke på denne tekst.

REMONDIS Maribo. Se  REMONDIS Danmarks hjemmeside ved at klikke på denne tekst – Miljøbevidst og professionel affaldshåndtering | REMONDIS A/S

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *