Spis brød til – eller spis energi til ?

Landbrug eller solceller ? Brød eller energi ? Nej, det er ikke disse 2 problemstillinger, de 2 duellanter til Lolland Byråd diskuterer i vor uundværlige Folketidende.
Nej, det er antallet af arbejdspladser i landbruget, kontra arbejdspladser i energiparker / solceller ( grøn omstilling ).
Jeg er jo ikke politiker, så jeg har en noget mere simpel tankegang . “Har vi brug for energi eller har vi brug for mad ?” Gennem årtusinder ( måske milliarder af år ) har mennesket levet af “det der kom op af jorden”.
Dette behov er nu konverteret til energi. Igen min simple tankegang : “Et stykke rugbrød med solcelle, mums”. Nå nej, rugbrødet er væk. Det stammer jo fra landbruget. Men et stykke solcelle med sukker. Sukkerfabrikkerne har fået lov til at leve. Men hvor skal de få råvarerne fra ? Nå pyt, det finder vore politikere nok ud af. Omkring sukkerfabrikkerne, er vi så heldige at de i den seneste tid har markedsført sig med flere ingredienser end tidligere kendt. Tysk grundighed.
Store landbrug er nogle slemme drenge. Agrifos ? Fy, fy. De har effektiviseret. Tro mig om ikke ledelsen har kigget en slagter over skulderen. En slagter der “skar ind til benet”. Vi er nok mange, der kunne have glæde af at kigge med.
Lad os få landbruget ud, solceller ind. Måske kan vi også “klemme” nogle få hundrede 200 meters vindmøller ind. Vindmøller med “lidt vibrationer” i jorden. Så får vi også borgerne ud.
Os der bliver tilbage ( med knurrende maver ), kan nyde stilheden på de vindstille og solfattige dage. Dage helt uden aktivitet og /eller kommunikation. Jeg tænker jeg går ud foran værkstedet på Victor Kolbyes Vej. Sætter mig med armene over kors og drømmer tilbage. Drømmer, mens naboens skraldelugt smyger sig i næsen. Men naboens flamingorester lægger sig i min favn. Drømmer mig tilbage til Nystedvej med egen købmand. Med egen slagter og brødudsalg ( med bund i det gode Danske landbrug ).
Jeg ser for mig Sognerådsformand Braüner kommer kørende i sin Renault 8, og bytter vore husnumre. Bytter husnumre fra nummer 28 til nummer 32. Ja, det var nærdemokrati og gode Danske råvarer. Tiden hvor man talte sammen. Talte sammen og fandt en løsning sammen. En løsning til gavn for alle parter. Måske med “lidt filen” her og dér.
Drømmer om “vor hovedstad”, Hunseby. Med centralskole hvor vi “lærte noget”. Med Børges Cafeteria og Forsamlingshus. Wauv
Jeg kunne starte min benzingenerator. Men nej. Det hjælper ikke. Resten af vort samfund er jo “nede”.
Drømmer om jeg sidder på de forreste rækker i revyen. Men jeg kan ikke grine.
Nå, nu kom der strøm i vore kontakter. Jeg må ind og skrue / skrive videre.
Hermed ønsket om et godt kommunalvalg.
Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen
Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9 – 4930 Maribo.