Energiproduktion i Lolland Kommune

Energiproduktion i Lolland Kommune

Solceller og vindmøller i Lolland Kommune
Hvad skal den grønne energi bruges til ? Her ved Lolland Vand A/S’s afdeling på Brovejen 8 i Maribo er det “lysende klart” hvad overflødig energi kan bruges til. Plant et træ omkring en lygtepæl og klimaturisterne kan hele døgnet se at vi på Lolland er “grønne”.

Gennem den seneste tid er der i vores uundværlige Folketidende brugt mange spaltemillimeter på at debattere opsætning af vindmøller og solceller i såvel Guldborgsund som i Lolland Kommune.

Senest er der under et byrådsmøde i Lolland Kommune stillet spørgsmål fra DIN STEMME om det rimelige i at fortsætte opsætning af energianlæg, når der ikke er en lagringsteknologi til rådighed for at “udglatte” periodeudsving i forholdet produktion / forbrug af energi.

Henning Alfred Rasmussen blev dog forsøgt beroliget med følgende ( iflg. referat i netop FT ) : – Lur mig, om vi ikke er kreative nok til at finde en måde at bruge den ekstra, grønne energi til noget fornuftigt på.

Hvis jeg har forstået budskabet ret, så producerer man  en vare, i dette tilfælde energi, og bagefter finder man noget at bruge den til. Et afgangsprojekt fra CBS i markedsføring ?

For mig lyder det mere som et indslag i Omvendtstrup Lokalradio.

Men OK, kommer det så vidt har jeg naturligvis et forslag til brug af denne overflødige energi : Plant et træ ( eller helst mange og gerne stedsegrønt ) og sæt en gadelampe til at oplyse kronen. Hvis du tænker : “Hvad f….. har han gang i ?”- kør da til Brovejen 8 ( Lolland Vand A/S ) i Maribo og se hvordan det tager sig ud. Om lyset når jorden / asfalten ? Nej, men det er vel også et fint symbol på den energipolitik der bliver ført – helt uden jordforbindelse.

Hvorfor opsætte solceller på noget af Danmarks og måske verdens bedste produktionsjord ? Når man som jeg er den første generation i min familie, der ikke dyrker jord, skærer det dybt i mig når jeg ser “så’en noget”. Ord som “grøn omstilling” og “for at sikre vore børnebørns fremtid” bliver brugt / slynget om med. For mit eget vedkommende ville jeg meget hellere bruge sætningen ( såfremt mine 10 tønder land kunne bruges til energiproduktion – men de er i stedet udlagt til “offentlige formål” ) : “Jeg ønsker minimal aktivitet på min jord og planter den til med det der giver bedst afkast”.

På én eller anden måde forstår jeg godt Hr. Henrik Høegh’s synspunkter omkring den private ejendomsret, og dermed anvendelse af egne jorder i svaret til Hr. Erik Rask i FT torsdag den 08. oktober. Jeg synes dog at vore politikere bør se problemet samlet, både med hensyn både landskab og udnyttelsen af den producerede energi. Fra vore landspolitikere burde der for længst være lagt en langsigtet strategi med det krav at al produceret energi skulle kunne anvendes, og det er her vi mangler lagringsteknologien.

Jeg håber der efter opsætning af de for vore politikere nødvendige solceller bliver “et par forpløjninger” tilbage til de producenter der er forenet i “MULD samarbejdet”. Der kan sikkert ikke være meget grin ved at sætte tænderne i en solcelle der er tilberedt på en grill og måske efterfølgende flamberet.

Op gennem 90’erne er der postet den ene milliard efter den anden ud i tilskud til opsætning af landbaserede vindmøller, uden skelen til om denne energi kunne anvendes. Såfremt der samtidig var postet lige så store summer i forskning på energilagring og på anden måde optimering af el-nettet, så det var klar til “den grønne omstilling”, som der nu tales så meget om, havde det været OK, men nej – og nu står vi, efter min mening, med problemet.

Vi ønsker energi baseret på vedvarende energikilder, et ønske som jeg hilser særdeles velkommen, men vi er, også set fra min side, langt fra i mål – og vi kommer det ikke ( altså i mål ) ved at fortsætte den linje der er lagt.

I Lolland Kommune har der i 2008 været gang i et projekt kaldet “Brintlandsbyen Vestenskov” / “Brintsamfund Lolland”. En knaldhamrende god idé der var baseret på en mere end 100 år gammel teknologi med omdannelse af strøm fra vindmøller til brint – og tilbage igen til opvarmning af og el i boliger Men hvor blev det af ? ( altså informationen fra “dengang” ). Pludselig var det hele væk, og hjemmesiden h2-lolland.dk sælger nu fritidsaktiviteter.

Ja, der er nu et EU støttet projekt i gang, men den viden der er opsamlet i 2008 synes spildt – i hvert fald for én som mig der ser sagen “udefra”, men jeg kontaktede da Lolland Kommune, da jeg så at hjemmesiden var væk for at finde en evaluering – men uden resultat.

Solceller på en mark på Lolland. Hvor er det dog smukt som de står der og bølger sig hele året, i modsætning til en bygmark som man kun kan nyde i juni / juli måned.

Nej, efter min mening ser det rædselsfuldt ud – så hellere en håndfuld vindmøller. Der må være mange landmænd, såvel fastboende som besøgende, der tænker som jeg og helst så afgrøder af den ene eller andet art pryde vor smukke natur.

I forbindelse med “Vennerslund Energipark” er der i et debatindlæg brugt ordet “innovation” om projektet. Iflg. “Den Danske Ordbog” kan “innovation” “oversættes med” : skabelse eller indførelse af noget der ændrer den etablerede metode eller opfattelse, fx af teknisk eller videnskabelig art.

Ja, vi ser forskelligt på tingene, men for mig betyder “innovation” i landbruget det som bl.a. Krenkerup Gods har gjort med at skabe “et brand” i øl  ( og måske senere whisky ), for derved at få den rette pris / en bedre pris for deres afgrøder. Ligeså Frederiksdal Vin, og begge virksomheder kan vi som “Lollændere” være stolte af. Uheldigvis kom Knuthenlund ikke i mål med Susanne Hovmands satsning, men det ændrer ikke ved : “Det er denne form for nytænkning vi har brug for, ikke kun her i landsdelen – men “worldwide”.

Den der går i andre fodspor kommer jo som bekendt aldrig foran.

Konklusion her fra “brokkehovedet i Maribo” : Stop opsætning af “energiparker” fra det man i det store billede kan kalde “småinvestorer” og sats i samarbejde med de virkromheder der har “en grundviden” på at finde en lagringsteknologi der kan “udglatte” vor produktion / forbrug af el. Kun på denne måde kan vi slippe for at have regulerkraft fra generatorer drevet af andre mindre miljøvenlige brændstoffer.

Når dette fungerer, kan der satses på store “energiparker” som placeres på dertil indrettede “kunstige øer”, og drevet at “nogle tunge drenge” / store selskaber, gerne hvor staten ( og dermed os alle ) har en betydelig aktiepost i lighed med olieudvindingen i Nordsøen…

…men det haster, og vi er i 11. time – viseren nærmer sig faretruende tallet 12 , men heldigvis, som i mange andre sammenhænge : “Det er de andres skyld”.

Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen
Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9
4930  Maribo.

Vindmøller og solceller i Lolland Kommune.

Læs også  Kæmpe vindmøller på Lolland – et nødvendigt tiltag eller …..ved at klikke her.

og  Knuthenborg – en vindmøllepark – klik her.

Bilag og andet materiale vedr. energiproduktion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *