REFA – en innovativ virksomhed
Den 03. august blev vi på Nystedvej 32 i Maribo belært om den røde miljøkasse ikke må veje mere end 4 kg ved afhentning. Et opslag samme dag på www.refa.dk fortæller videre : “Vær opmærksom på, at miljøkassen skal være fyldt ved afhentning, men må dog maximalt veje 4 kg.”. Fyldt ? Den har et rumindhold på 30 liter.
Denne tekst er nu udeladt på www.refa.dk, men kravet om max 4 kg er opretholdt.
I Folketidende den 26. september kunne man så læse at fremadrettet bliver den røde miljøkasse indsamlet sammen med storskrald. Dog kun efter forudgående bestilling. Alternativt kan den ombyttes på udvalgte genbrugspladser.
Samtidig er en evaluering af den tidligere indsamling beskrevet : “Evalueringen viste, at mange miljøkasser bliver indsamlet uden at være fyldt op til de krævede fire kilo, hvilket både giver logistiske og økonomiske udfordringer, skriver Refa”. Hvorfor ? Muligvis fordi denne instruks ikke er beskrevet.
Nå pyt. Vi har opgivet at anvende den røde miljøkasse til sit egentlige formål ( hvad det så end er / var ). Men betale ? Det er vi vel nødt til. Jeg bruger den i stedet til indsamling af skrald opsamlet i vejrabatter.
Den 27. september blev Laila præsenteret for en ny oplysning af REFA’s indsamler. Denne gang om madkartoner. Karton, der har indeholdt mad, kan ikke “som standard” betegnes som madkarton. Vores aflagte indpakning fra spiste cornflakes er IKKE madkarton. Den indvendige pose af HD-PE var forinden fjernet. Denne indpakning skal indsamles sammen med pap.
Dette forhold er dog ikke beskrevet på www.refa.dk. Som i “Tømmerflåden” : “Overraskelsesmomentet er én af grundpillerne i fortællekunsten”.
Indrømmet : “Jeg er misundelig på REFA’s ledelse”. “REFA modellen” kunne vi ejere af servicevirksomheder lære meget af. Det ville give os mere tid til kundebetjening.
Kunder, kunder, kunder – hvor blev I af ?
Synes du ovenstående er rent vås ? Du har helt ret. Men det var ikke mig der begyndte.
Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen
Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9 – 4930 Maribo.
REFA – Rød kasse for farligt affald er nu storskrald.
Læs også REFA og den røde miljøkasse ved at klikke på denne tekst.