Hunseby Kirke 21. april 1968

Hunseby Kirke 21. april 1968

Jørn Jørgensen Jørns Auto
21 april 1968 på adressen Nystedvej 32 i Maribo Jørns konfirmationsdag haven og 100 kronesedlen i brystlommen

Konfirmationssøndagen i Maribo Domsogn var her i 2020 henlagt til lørdag den 19. september, og da turen fra Bagtorvet omkring Maribo Domkirke og tilbage over Vestergade efterhånden er blevet vores faste “lørdagsmorgentur”, kunne vi på første parket nyde synet af de festklædte personer der på tidspunktet omkring 08.30 ankom til Maribo.

Dette syn sætter nogle tanker i gang fra dagen der for mit vedkommende var 21. april 1968 ( jeg er årgang 1954 ), og konfirmationen foregik i Hunseby Kirke.

Hvad jeg husker fra denne dag ? Ja, lidt “er der hængt ved”, og i flæng kan nævnes : Pastor Overgaard, der gennem det seneste skoleår havde forberedt os på denne dag, forventningsfulde skolekammerater og ligeså forældre. Jeg blev ikke afhentet i nogen speciel bil, eller på en motorcykel, men måtte nøjes med mine forældres FORD Taunus 15M på papegøjeplader, men der var gode parkeringsforhold til os alle.

Fra den efterfølgende fest samme dag husker jeg bedst at gaverne, der mest bestod af kontanter, gjorde mig til en “holden mand”, hvilket resulterede i at min kusine Britha i det solbeskinnede forårsvejr optog et foto af mig i det til dagen indkøbte jakkesæt, hvor der i brystlommen sad en 100 kroneseddel i stedet for et “standard lommetørklæde”. Ja, det var før digitaliseringen, og jeg måtte utålmodigt vente på at Klüver Jepsen fik det fremkaldt.

Tilbage til gåturen ved Maribo Domkirke, hvor en fotograf var i gang med optagelse af en konfirmand på kirkegården lige indenfor den grøn / hvide indgangsportal med udstyr der gjorde mig helt misundelig. Netop optagelse i dette område sikrer gode kontraster mellem en ung pige i hvid konfirmationskjole, og de bevaringsværdige mosbelagte gravsten.

Specielle køretøjer til at afhente konfirmander, bl.a. en gammel motorcykel ( Nimbus ), sås også ankommet til området. Netop det at vi er i dem digitale tidsalder åbner nogle helt andre muligheder for at “stoppe information” ned i sin digitale mappe, og samtidig bevare det for eftertiden. Her tænker jeg på videoer og fotos fra ceremonien, måske digitale salmer og andre dokumenter fra dagen i og omkring Maribo Domkirke. “Andre dokumenter” kunne som et eksempel være opkrævning på parkeringsafgift med sikker tidsstempling og dokumenterende fotos inkluderet.

Ja, der bliver virkelig noget ekstra for de unge mennesker som står med hele livet foran sig – ting som gør denne dag mindeværdig . Ligeså for deres deltagende forældre og omgangskreds.

Jeg sidder tilbage men de få minder jeg kan huske, mens jeg ser på bagsiden af min salmebog hvor der med guldskrift står 21. april 1968 ( men jeg sparede da p-afgiften på kr. 795,00 ).

Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen
Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9
4930 Maribo.

Ovenstående er bragt i Folketidende fredag den 16. oktober 2020. Klik  her   ( password beskyttet ).

One thought on “Hunseby Kirke 21. april 1968

  1. Hej Jørn. Det er helt fint at læse lidt fra “gamle “dage, jeg er selv konfirmeret fra samme Kirke og med samme pastor Peter Overgaard, men det var i 1961. Jeg kom heller ikke i nogen fancy bil! nej, jeg måtte køre på min cykel, den var eneste mulighed.
    Set med nutidens øjne må jeg sige at 1961 var en meget mere rolig tid, ingen mobiltelefoner eller Ipad,s mm.!
    Jeg var heller ikke bange for at få en P-bøde for mit køretøj!
    Med hensyn til idag 2020 og f.eks Maribo domkirke, ja så skal man have penge med!
    Men det er også blevet meget nemt for datidens P-vagter, de kan sidde stille og roligt i en varm stue og granske aviserne for at se hvornår er der mon noget i kirken, f.eks dåb-bryllup-bisættelse- eller andre ting som samler mennesker, så kan man stille og roligt sende 2-3 mand afsted for at udskrive P-bøder. Så nemt var det ikke i vores konfirmationstid. Godt det samme.?!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *