Siden er oprettet 10.11.2013.
Maribo Biograf opkøbt af Lolland Kommune
I oktober måned har Lolland Byråd besluttet at købe Maribo's gamle biograf med tilhørende beboelse i Vestergade for et "beskedent" beløb på kr. 3,8 mio., for derefter at omdanne området til en grøn oase med direkte adgang til Klostersøen.
Iflg. Folketidende er det et længe næret ønske fra Maribo Handelsstandsforening, der nu kan gå i opfyldelse.
Da de folkevalgte i Lolland Byråd er lovligt indsat af befolkningen i Lolland Kommune, kan de naturligvis bruge skatteydernes penge som de har lyst til. Det der undrer mig er at der tilsyneladende ikke er råd til effektiv ældrepleje, ligesom skoler lukkes for at effektivisere - men når talen kommer til svømmehal i Nakskov ( i et område der er godt i gang med at blive affolket ) og som her, en grøn oase i Vestergade i Maribo, står kommunekassen vidt åben.
Ja, jeg forstår mig jo heller ikke på politik - jeg nøjes med at undre mig.
Nedenstående tekst har jeg bedt Folketidende optage under Maribo - den blev bragt i uge 45 :
Vores sidste biografbillet.
Den store nyhed fra kommunalt hold her i oktober er budskabet om en gave til Maribo i form af en grøn perle i bybilledet med direkte udsigt fra Suhrs Gade / Vestergade til Klostersøen. Dette bliver muligt da Lolland Byråd ( og derved os borgere ) har fået en unik mulighed for at erhverve byens tidligere biografbygning og tilhørende villa til en ( efter byrådets mening ) yderst favorabel pris.
Vi får efter anlægget af "perlen" en fremragende mulighed for at nyde synet af søens ænder, samtidig med at tankerne om gode timer i selskab med filmens danske klassikere som "Min Søsters Børn", "Brødrene på Uglegården" m.fl. løber gennem ens hoved.
Jeg håber dog at der i slutbeløbet også er afsat penge til et par helikopterlandingspladser - én i Bangs Have Skoven og én ved Lysemose idet turisterne ikke behøver se hvordan Vestergade ser ud - ej heller hvordan andre faldefærdige ejendomme i byens sidegader udsmykker vor handelsby.
Denne nye trend med kommunale opkøb af "bygningsskrot" giver nogle nye muligheder for ejere af ejendomme, der alligevel står foran nedrivning.
Lad falde hvad ikke kan stå,
så vil du føle klingende mønt over din tå.
Misundelig ? Ja, en smule - på at min lille bolsjebutik ikke giver mig mulighed for blot én gang i livet at smøle med midlerne på lignende vilkår.
..men jeg har jo heller ikke forstand på politik - ej heller på teater - men det er måske også 2 "gode" alen ud af ét stykke ?
Til sidst håbet om en sne- og isfri vinter her i Lolland Kommune.
Med venlig hilsen
Jørn Jørgensen
Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9, 4930 maribo.